Tak fordi du minder mig på, hvor ubetydelig jeg er.

kommentar

Kære mor, du skal ikke kontakte mig mere. Stop nu. Please lad mig være.
Denne blog hedder www.viktoriagudrun.dk og ikke “Doras anden side af sagen”.

“Dejlige datter”

Dette indlæg handler mest om mine tanker, da jeg modtog kommentaren. Som ALT hvad der ellers er skrevet på min blog, er der UDELUKKENDE taget udgangspunkt i hvordan JEG har oplevet forskellige situationer i forhold til min barndom, teenage-år og mit voksen-liv.
Gang på gang er det svært for nogle at rumme og forstå.

“Dejlige datter”. Tsk. Stop dig selv. Du har ikke ret til at kontakte mig og da slet ikke med så nedladende en indledning som dette. Vi har snart ikke haft kontakt til hinanden i 2 år og jeg har aldrig haft det bedre.
Hvis nogen bliver stødt over mine indlæg, bedes de lukke browseren ned og fortsætte med deres liv. Jeg skal IKKE stå til ansvar for at nogen føler sig trådt på, især ikke når jeg blot forsøger at fortælle MIN SIDE af de forskellige hændelser. Fy for fanden – så lad mig dog være.

Kommentaren

STOP
Den godkendes naturligvis ikke! 

Hænger jeg nogen ud lige nu? Jeg er sådan set pisse ligeglad.
Jeg har førhen givet dem en reminder på, at jeg kontakter politiet og det lyder faktisk som om det er den eneste løsning, hvorpå jeg kan få fred.

I kan læse indlægget lige her, hvis i altså ikke fik det læst da det blev udgivet. Det er åbenbart det indlæg der fik hendes bæger til at flyde over. Det indlæg hvor jeg fortæller om, hvor mange gange den kvinde har smidt mig på gaden. Det indlæg hvori jeg fortæller at jeg havde mine første selvmords-tanker som 6-årig. Det indlæg hvor jeg fortæller om hvor mange forskellige steder jeg har sovet i mit liv.

Det hun finder, er et lille stykke, hvori hun føler sig ramt.
Ikke noget med:
“Hvor er jeg ked af at du har haft den oplevelse.”
“Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne gøre det om igen.”
“Hvor er det ærgerligt at vi ikke har genoptaget kontakten, så jeg kan undskylde.”
“Jeg ville ønske jeg kunne undskylde.”

Hvor svært er det lige? Men hun har ret til sin offer-rolle, ligeså meget som jeg har ret til at dele ærligt. Ligeså meget ret til at have sin følelse af retfærdighed, som jeg har ret til at føle mig uretfærdigt behandlet.

PTSD’en blev trigget

Jeg rystede, blev svimmel, ringede til Tue. Jeg kan ikke samle mine tanker, og jeg skal endda ind og have massage, som min kære far har givet mig i barsels-gave i sin tid. Hvorfor kan hun ikke bare lade mig være?
Selvfølgelig, når Tue knokler for at september skal for en gangs skyld være en god måned, minder kvinden mig om hvor ubetydelig jeg er. Hvor latterlige mine følelser er. Hvor ond jeg er.

Jeg har det så skidt lige nu. Jeg magter intet. Jeg kan slet ikke overskue at skulle cykle ud på Christianshavn.

Så lad mig dog være for helvede.

3 Replies to “Tak fordi du minder mig på, hvor ubetydelig jeg er.”

  1. Fy for pokker, det er ben hård læsning, men hvor er du dog sej og bestemt ikke ubetydelig!
    Masser af kærlighed sendt din vej❤️

  2. […] er ikke fordi jeg er på grænsen til at tage mit eget liv. Men når jeg får sådanne nedladende kommentarer, fra min mor som jeg havde håbet jeg aldrig skulle høre fra igen, bliver jeg så rystet. Sidste […]

  3. […] denne omgang svarer jeg blot på de to spørgsmål der blev stillet i kommentarfeltet på “Tak fordi du minder mig på, hvor ubetydelig jeg er”. Det gør jeg fordi det faktisk er nogle ret store spørgsmål og refleksionerne bag er mindst […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.