Skizofreni og hendes stemmer

Skizofreni

Jeg har længe tumlet med tanken om at skrive min oplevelse af at have skizofreni ned. Det er bare så skide svært, fordi jeg lever i det. Jeg kan sgu da ikke skelne endnu. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Hvilke tanker er mine egne og hvilke stemmer burde jeg ikke kunne høre?
Jeg er så småt ved at kunne se, hvilke stemmer i hovedet “ikke er mine egne”. Hvilke stemmer der er uvelkomne og hvilke stemmer passer på mig.

Skizofreni
Sådan her føles det mange gange. Faktisk ret ofte. Faktisk det meste af et døgn.

Skizofreni – en ny diagnose

Ja, som de fleste ved, er skizofreni noget nyt for mig. Jeg har altid vidst at jeg har været ……
excentrisk?
passioneret?
udadvendt?
hæmningsløs?
Ja – alle de ting faktisk. Det synes jeg ihvertfald mange af mine venner beskriver mig som, og jeg synes det passer meget godt på mig.

Jeg har stadig en hel masse at lære om mig selv. En hel masse nye ting jeg skal tage stilling til og virkelig øve mig i at skelne mellem mine egne tanker og de stemmer der bryder ind og tager over. For de tager ikke bare over mit sind, min krop kan nogle gange blive overtaget af ét eller andet og så føles det virkelig som om jeg ikke er “hjemme”.

Jeg skal lære min sygdom at kende og jeg skal lære nogle redskaber, for at kunne holde symptomerne nede. For jeg vil ikke blive ved med at øge medicinen. Jeg vil jo også kunne lidt selv. Kunne beherske mig og styre de fucking tanker.

Den dårlige stemme

Ak ja. Den dårlige stemme. Og der er faktisk ikke kun én. Jeg har flere af den dårlige slags, jeg ved bare ikke hvor mange. Men hende der råber højest, er oftest hende der sender mig i psykose. Sender mig langt ud – hvis ikke den gode stemme når at slå den slemme ned, i ved.

Den dårlige stemme er hende der har fået mig til at cutte.
Den dårlige stemme er hende der næsten har fået mig til at køre galt i bilen – med vilje.
Den dårlige stemme har kastet min krop ned af en kæmpe bakke.
Den dårlige stemme er skyld i selvmordsforsøg.
Den dårlige stemme har fyldt alt for meget i mit liv.

Det er først nu, at jeg ser hvor svært ramt jeg har været. Først nu, efter jeg er begyndt på medicin og kan få lov til at være mig selv – kernen Viktoría – uden at den dårlige stemme har fået så meget taletid.

Jeg vil komme med et eksempel på den dårlige stemme og det kan lyde ubarmhjertigt og hjerteskærende, men det er de ting hun råber af mig. Indtil jeg til sidst bryder sammen i gråd, fordi jeg kan ikke holde det ud. For det er jo ikke sådan kernen Viktoría tænker.

Det er jo ikke sådan JEG tænker.

. Jeg hørte på hende sige de grimmeste ting til det barn. Jeg hørte hende sige alle de ting, hun ville gøre ved barnet. Jeg hørte hende. Jeg har ikke lyst til at høre på hende, men hun dukkede u-velkomment op, idet jeg blev presset.

Jeg havde lyst til at skrige af hende og bede hende om at lukke røven, men så ville jeg jo virke sindssyg – sådan at gå og råbe af ingen. Sådan at gå og snakke med mig selv.

Den gode stemme

Heldigvis har jeg også en god stemme. Én der taler mig til ro og det var lige netop hende der fik den dårlige stemme til at stoppe, den aften. For hun blev ved med at sige:

Barnet kan ikke gøre for det. Se hvor skrøbeligt det er. Se hvor meget det har brug for din omsorg. Du kan godt Viktoría, du kan godt passe på det. Du kan godt være i det her, indtil det stopper. Du kan godt.
Træk vejret. Træk vejret. Træk vejret.

Nogle gange er det sværere for mig at høre den gode stemme, men hvis jeg virkelig presser mig selv, skal jeg nok kunne høre hende. Det tager bare al min energi og jeg faldt også lynhurtigt i søvn, efter barnet var faldet i søvn. Jeg bliver så drænet af den indre kamp. Af den kamp jeg må tage med kællingen i mit hoved. Den fucking pestilens man – kan hun ikke bare fucke af og lade mig være i fred? Kan hun ikke bare lade mig være den omsorgsfulde og rummende Viktoría som jeg ved er min kerne.

Den gode stemme hjælper mig altid godt på vej. Det er hende der har lært mig at “snappe ud af det”, at trække vejret og prøve at samle mig selv.
Så når jeg sidder på gulvet, holder mig for ørerne og vugger frem og tilbage som den sindssyge sut jeg er, så kommer hun og hjælper mig igennem det værste.

Det er hende der gang på gang stopper mig, når jeg vil skære i mig selv. Når “jeg” vil gøre skade på mig selv. Hun passer på mig.

Kære skizofreni – du er en so

Men nu kan jeg i det mindste skelne! Jeg troede helt ærligt, i mange mange mange år, at jeg bare var helt igennem et ondt menneske. At der ikke var nogen sider af mig selv, nogen kunne elske. At jeg bare havde de her klamme tanker om alt muligt. De klamme tanker jeg aldrig kunne tale om, fordi alle tænkte det samme som jeg – nej vel? Det gør de jo så ikke. Det er ikke alle der tænker så voldsomt højt, det er ikke alle der ikke kan styre deres tanker og, til tider, handlinger.

Jeg ville ønske jeg kunne være al den elendighed foruden, og det kan jeg måske en dag. Jeg vil i hvert fald glæde mig rigtig meget til den dag jeg bliver symptomfri. Tænk sig….. en hel dag uden en tanke om selvskade – se DÉT ville være en god julegave fra mig til mig.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster nye indlæg og laver skide sjove stories.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.