Psykiatrisk sygeplejerske

Psykiatrisk sygeplejerske

Ja, jeg har startet nyt job – igen. Jeg kan nu kalde mig selv for psykiatrisk sygeplejerske og det går helt fantastisk. Jeg har været i jobbet i en måned nu, og jeg er så glad for min beslutning. Tiden er fløjet af sted og jeg stor-trives i min nye stilling.

Hvorfor sagde jeg op på det andet?

Mit tidligere arbejde hos AjourCare (som jeg stadig er vikar hos), blev lidt for ensomt. Jeg sad nattevagt hos nogle børn med respiratoriske vanskeligheder og det var rigtig fint, men jeg sad alene i 12 timer. Bare sad på min flade. Det blev både ensomt, men også lidt kedeligt. Selvom ansvaret er kæmpe stort, følte jeg ikke at jeg udnyttede min kompetencer, som jeg ellers ville kunne et andet sted.

Min personale-konsulent var fantastisk – hende kommer jeg til at savne. For hun passede virkelig godt på mig. Gav mig alle de vagter jeg ville have, sørgede for at jeg kom ud til nogle gode familier og var generelt skide sød.

Til sidst blev presset dog for stort, jeg havde i marts måned vagt hver 2. dag! Og de her vagter er altså af 12 timers varighed. Der var flere uger, under min ansættelse, hvor jeg kun havde fri én sølle nat om ugen, fordi der konstant var sygemeldinger og jeg var for dårlig til at sige nej til ekstra-vagter.

Jeg var godt presset til sidst.

Søges: Psykiatrisk sygeplejerske

Jeg så et opslag, da jeg kiggede “for sjov”, om at Bispebjerg søgte en psykiatrisk sygeplejerske. Jeg tænkte ikke at jeg ville søge den, da jeg kun havde været hos AjourCare i 7 måneder, og ville ikke slutte min stilling allerede, da lønnen jo var fucking skide pisse god.
Jeg kiggede på den og lagde den så væk igen.

En dag kom min veninde Signe med mig hjem og sagde at jeg måtte låne hendes computer til at skrive en ansøgning, for nu skulle jeg sku søge den stilling jeg havde snakket om på legepladsen.
Signe hjalp mig med min ansøgning og af sted kom den. Puha hvor var jeg nervøs. Jeg var sikker på at jeg ikke ville få stillingen, da jeg ingen erfaring havde i psykiatrien. Jeg var også lidt nervøs for, om jeg selv kunne klare jobbet grundet min egen psykiske tilstand.

Jobsamtalen

Efter nogle dage blev jeg fucking ringet op og bedt om at komme til jobsamtale! Hvor vildt er det ikke lige. Det havde jeg slet ikke regnet med, men sagde selvfølgelig ja og havde godt og grundigt mange sommerfugle i maven.

Selve jobsamtalen var meget behagelig – det er jo mennesker der arbejder i psykiatrien, så de ved lige præcis hvordan de skal få folk til at føle sig godt tilpas.

Vi snakkede lidt om hvad der kunne være en udfordring og dertil svarer jeg så, at tvang ville være en udfordring for mig. De sagde at det kunne jeg nok ikke komme udenom, men det var godt jeg sagde det. For det er jo rigtigt – mon ikke tvang er en udfordring for alle?! I hvert fald lige i starten.

Til slut i samtalen fortalte jeg dem at jeg selv havde skizofreni. Det var ikke et krav, at jeg skulle fortælle dem det, men jeg ville være ærlig fra start af. For det kan være at jeg på et tidspunkt under min ansættelse må være nødt til at trække mig, hvis der er en bestemt patient der trigger mig eller lignende. Fx ved jeg ikke hvordan jeg vil have det, omkring andre mennesker, der hører stemmer eller ser ting der ikke er der. Det er vigtigt for mig, at mine ledere ved hvorfor jeg trækker mig eller måske lige har brug for at få før fri – hvis nu jeg skal have sprøjte eller til terapi.

4 timer senere

4 timer senere, fik jeg jobbet. JEG FIK JOBBET!

Der er ikke så meget mere at sige. Andet end jeg nu er psykiatrisk sygeplejerske og det kunne ikke være meget bedre.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster nye indlæg og laver skide sjove stories.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.