Prævention: hvad skal man vælge?

Prævention

Jeg har valgt at skrive dette lille hygge-indlæg om prævention, fordi jeg har lyst til at dele ALLE mine erfaringer med jer skønne læsere.

Så hvorfor ikke et indlæg om prævention og hvilke erfaringer jeg har gjort mig?

Hvorfor prævention?

Øhm. Den her overskrift er jo fjollet. For vi ved alle sammen godt hvorfor man er på prævention, ikke sandt? Hvorfor har jeg overhovedet lavet den overskrift? Måske for at bruge ordet prævention nok gange? Jeg forstår ikke mig selv nogen gange – jeg har heller ikke taget min medicin, nu hvor jeg lige tænker over det.

Men for at svare på overskriften; så bruger vi kvinder oftest prævention for at undgå at blive gravide. De fleste kvinder der er seksuelt aktive, har måttet tage stilling til hvilken form for prævention hun vil bruge penge, tid og energi på. Om det er kondomer, p-ring, p-piller eller noget helt andet, er det som regel kvinden der forsøger at huske præventionen.

På trods af, at der skal to til sex-tango og dermed to til at lave babyer.

Vi kan også begynde på prævention for at få styr på vores menstruation. Præventionen får menstruationen til at komme regelmæssigt og kan afhjælpe de forskellige smerter eller andre gener, vi kvinder har i forbindelse med menstruationen.

1. P-piller / mini-piller

Ung pige har sex, ung pige får klamydia, ung pige må til lægen og ung pige må starte på prævention. Det er ikke nemt at skulle sige til sin mor/far at man skal til lægen og have prævention, fordi man er seksuelt aktiv. Men det skal gøre, for på den måde kan du bedst muligt sikre dig selv mod nuttede uheld.

De fleste har vel prøvet at være på p-piller? Eller mini-piller?

Det var også dem jeg startede på og jeg var på p-piller i godt og vel 5 år? Måske mere endda. Det var sådan et on/off forhold, alt efter hvor aktiv jeg var. For jeg huskede dem sgu ikke særlig ofte. Jeg glemte fandme at tage dem, glemte at tage dem med i tasken, glemte at jeg skulle sluge den skide pille.

Derudover er der evidens for, at p-piller kan give depression og angst. Jeg ved at Nutidens Mor har skrevet lidt om den oplevelse. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget, der øger min angst!

Hey – vidste i at man nu kan købe p-piller til mænd? Spændende udvikling, ikkå?

2. P-ring

Efter mange år på pillen, måtte jeg erkende at jeg ikke var så god til at huske den. Jeg skiftede til p-ring og jeg syntes virkelig den virkede! Den generede ikke, der var ikke nogle vilde bivirkninger og så skal man bare tage den ud efter tre uger. Ikke noget pis med at tage en pille dagligt.
Altså …… nu tager jeg så fire piller dagligt, men det er takket være min lorte psyke.

P-ringen er også god, for du må faktisk gerne tage den ud under samleje. Du må gerne have den ude i to timer af gangen. Hvilket var ret heldigt, da ringen generede min kære Tue når vi …… I ved.
Så det var ret heldigt, ja.

3. P-stav

Nu sidder jeg og gnubber mig på venstre arm. For inde under huden ligger min p-stav.

1000 bobs, holder i 3 år og jeg mærker den ikke. Det er det bedste valg for mig. Og selvom jeg har oplevet let vægtøgning, er daglig motion og sunde spisevaner noget der snildt kan holde de ekstra kilo nede.

Det gjorde ondt at få den skudt ind – for ja! den bliver SKUDT ind. Med sådan en grim satan, så lad være med at kigge på “pistolen” inden du får den sat ind. For det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev helt utilpas.
Jeg fik et ordentligt blåt mærke efterfølgende, men eller ingen gener.

Jeg er så glad for at have valgt denne økonomisk fornuftige løsning, der bare virker!

Hvorfor ikke spiral?

Dette spørgsmål bliver jeg ofte stillet. Ja – ofte. Især gynækologen var undrende, da jeg havde fået et barn og gerne ville have en langtidsvirkende løsning.
Jeg gad godt have spiral faktisk. Men de fleste kvinder i min familie har reageret utrolig dårligt på spiral, hvorfor jeg simpelthen fravalgte denne løsning, uden at prøve den. Og jeg er så glad for min beslutning.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster nye indlæg og laver skide sjove stories.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.