Når angsten rammer

Angst

I forlængelse med mit indlæg om medicinen, hvor jeg hurtigt fortæller om angst, har jeg besluttet mig for at uddybe i dette indlæg.

God læselyst!

Når angsten rammer

Det kan ske pludseligt. Det kan ske hvor som helst, når som helst. Og det værste er; det sker.
Jeg ville ønske jeg kunne være angsten foruden, men den er der. Lurer under overfladen. Venter på det rigtige tidspunkt at springe frem. Fucking lorte angst.

Når angsten rammer, så er jeg ofte ude. Det er ikke så ofte jeg får angst-anfald når jeg er hjemme i trygge rammer.
Jeg har oplevet angsten når jeg går på Strøget, i toget, i bussen, hos min behandler, hos lægen. Den kan ramme så hårdt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at ikke være i det. Altså at jeg kan være uden angsten. Det limer sig fast på mig og jeg får en følelse af at aldrig kunne slippe af med den rædsel jeg gennemgår i øjeblikket.

Hvad sker der med kroppen?

Ja, hvad sker der egentligt med kroppen når angsten rammer? Som skrevet i et tidligere indlæg, kan man opleve at blive kvalt indefra fx.

Det starter langsomt op. Jeg starter som regel med de fucking katastrofe-tanker. De vanvittige, urealistiske lorte-tanker der fylder bægeret op. Tankemylderet strømmer ind over mig og jeg kan ikke tale mig selv til ro. Jeg kan ikke komme ud over angsten, jeg kan ikke finde ro i kroppen, ro i hovedet. Så hvad sker der nu? Angsten tager over.

Det er ikke en rar følelse.

Jeg kan ikke trække vejret.
Jeg kan ikke tænke klart.
Mit syn bliver sløret.
Jeg kan ikke bevæge mine arme og ben.
Jeg bliver svimmel, får kvalme og lige pludseligt er det som om jeg bliver kvalt indefra.

Det er som om at ét eller andet indeni mig prøver at slå mig ihjel. Så hvad er næste skridt?
Fight or flight.

Jeg vælger som regel flight, tror jeg. Altså jeg kommer ud af angsten, men jeg er ikke i den – forstår I? Så jeg tror min strategi er flygt. Ud af scenariet, væk væk væk væk!

Hvad udløser min angst?

Det kan være hvad som helst.
Det kan være en tur i centeret. Offentlig transport. Steder med mange mennesker, eller omvendt; steder hvor jeg er alene.
Lige i tiden er jeg meget angst for at pludseligt blive kidnappet på vej hjem fra arbejde. For der er ingen mennesker på vejen. Ingen biler. Ikke ét fucking øje. Ergo er jeg et nemt offer. Så jeg går som regel med nøglerne mellem mine fingre og en tændt smøg. Så har jeg da lidt at slås med. Er det virkelig så langt ude, at jeg frygter den slags scenarier? For det kunne jo virkelig godt ske. Det er sket før, derude i verden, så hvorfor ikke her i København? Hvorfor skulle det IKKE ske for mig? Selvfølgelig kan jeg risikere at blive kidnappet.

Jeg kan få det så fysisk dårligt, at jeg bliver svimmel. Men så er jeg jo et endnu nemmere offer! Det er en fucking ond spiral. Jeg kan ikke gøre noget rigtigt og jeg føler virkelig at angsten altid vinder.
For selvom jeg ikke er blevet kidnappet (endnu), så fortæller angsten mig, at det jo altid kan ske i morgen. Eller i overmorgen. Eller i over-overmorgen. Luk nu bare røven din lårte angst. Eller er det en tvangstanke? Det er det nok.

Hvordan kommer jeg ud af angsten?

Det kommer virkelig an på hvor slemt det er. Er jeg helt ude og skide, så kan jeg godt risikere at besvime eller kaste op. Nogle gange kan jeg stoppe mig selv, ved at holde mig for ørene (lukke stemmer ude), tælle, trække vejret dybt og vugge mig frem og tilbage. Det ser nok pisse uhyggeligt ud, hvis man lige går forbi mig, mens jeg sidder sådan, med knæene oppe under hagen.

Men langt de fleste gange, er jeg tvunget til at være i det. Tvunget til at være i de grimme scenarier der udspilles i mit hoved. Langt de fleste gange, må jeg se de fucking indre billeder på repeat, indtil bussen ankommer. Og nogle gange så går der 30 minutter før jeg er kommet med bussen.

Jeg prøver at finde redskaber, men jeg aner ikke hvor eller hvordan jeg skal starte. Jeg har været vant til sådanne katastrofe-tanker og angst i så mange år, at jeg ikke aner hvordan man kan leve uden. Hvordan jeg skal kunne slippe af med dem. For medicinen klarer en god del, men når jeg er meget eksponeret, som fx når jeg går hjem fra arbejde, så kan medicinen ikke hjælpe mig. Spørgsmålet er om jeg så skal øges i dosis?

Men er det ikke meget normalt at have sådanne tvangstanker? Eller er jeg bare så syg, at jeg simpelthen tror at alle tænker således? For det gør jeg. Jeg tror det her er normalt. I mit hoved er det her normalt.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster billeder fra min hverdag og laver skide sjove stories.

One Reply to “Når angsten rammer”

  1. Det er nok ‘normalt’ at kunne tænke de ting, men så kan man – jeg – som oftest tænke mig ud af det. Det må være aå svært, ikke at kunne være i sig selv ♥️ Kram!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.