Hvad satte gang i min udredning?

Udredning

Se, dét er et meget spændende emne, for jeg har vidst aldrig skrevet om dette før. Jeg har nævnt det kort i mine indlæg, men jeg har aldrig gået i dybden med at fortælle om hvem/hvad/hvorfor/hvordan.
Så derfor – hvad satte gang i min udredning?

Et besøg af sundhedsplejersken

Da Jónathan var lille, kom der jo en sundhedsplejerske på besøg. På dette tidspunkt vidste vi ikke at jeg “fejlede noget”, men Tue var på hårdt arbejde hele tiden. Jeg var evigt rasende, deprimeret eller helt manisk. Føj, hvor må det have været hårdt for Tue. Især da jeg i et raseri sagde jeg ville flytte fra ham og tage Jónathan med. Ja, man siger jo nogle ting man ikke mener, når man er rasende – og det var jeg det meste af tiden.

En dag kommer min sundhedsplejerske og hun var så dejlig. Virkelig en sød kvinde, der gav mig lidt lyst til selv at blive sundhedsplejerske. Men så kom jeg i tanke om at jeg ikke har lyst, haha. Men stadig! Det viser bare hvor god hun var til sit job.

Da hun kommer ind af døren er jeg knust. Jeg føler mig ensom, deprimeret, præget af selvmords-tanker, katastrofetanker, angstanfald og værst af alt, jeg kan ikke holde mig glad for min lille søn.
Sundhedsplejersken tog nogle papirer op af sin taske og jeg kunne virkelig føle hendes medfølelse. Hun sagde at jeg virkede deprimeret og at jeg vi i fællesskab lige skulle udfylde nogle papirer, for at se om jeg havde en efterfødsels-reaktion.
Hvor mange spørgsmål om selvmord er der ikke lige?! Og jeg kunne krydse ja ved dem alle sammen.

Ja – jeg var psykisk syg og nu skulle jeg til egen læge.

En tid ved egen læge

Nu skulle vi igang med min udredning. Jeg kom ind til den unge reservelæge, der hurtigt konstaterede at jeg have katastrofetanker og panikangst. Men hvad skulle vi gøre ved det?
Jeg fik en henvisning til Gaia-instituttet, hvor jeg skulle gå til psykolog grundet en efterfødsels-reaktion. Jeg kom der to gange og kunne så konstatere at det ikke lige var for mig. På det tidspunkt havde jeg stadig kontakt til min mor og psykologen havde foreslået ved 2. samtale, at jeg skulle droppe kontakten til min mor. Det faldt ikke i så god jord hos mig, da jeg jo mente min mor var en støtte på daværende tidspunkt. Også selvom hun negligerede mine psykiske vanskeligheder.

Den unge reservelæge tilbød mig samtaler hos ham, men kunne hurtigt konstatere at jeg var for kompleks og blev derfor sendt videre til overlægen.
Efter 2. samtaler ved overlægen, blev jeg endnu engang sendt videre i systemet. Jeg var for kompleks. MEN HVAD FANDEN VAR DER GALT MED MIG?! Der var ingen der gav mig et svar på, hvad de mistænkte.

Psykiatrien på Nørrebro og PTSD

Jeg var til 3 indledende samtaler i psykiatrien. 3 (!!!) samtaler hvor hver overlæge skulle beslutte, hvilken pakke jeg skulle i.
Angst, OCD og PTSD var de forskellige pakke-løsninger jeg stod til at skulle i.
Endelig fik jeg svar; og jeg skulle i gruppe-terapi for PTSD-ramte. Men hvorfor fanden havde jeg PTSD?? Jeg kunne virkelig ikke selv se det. For mig var PTSD noget soldater havde.

Nå, jeg begyndte min gruppe-terapi og jeg kunne godt se at jeg måske var ramt af PTSD. For lige pludselig, i takt med terapien, begyndte jeg at få flashbacks. I kan læse om det første flashback lige her. Det viser sig så, at jeg bestemt er proppet med traumer. Traumer fra barndommen. Traumer fra teenage-årene. Guuurl, jeg har nogle selvmordsforsøg bag mig, så hvorfor skulle jeg ikke have traumer? Ét eller andet er der jo sket, siden jeg følte min sidste udvej var selvmord.

Terapien skred langsomt frem. Jeg følte det gjorde mere skade end gavn. Jeg følte ikke terapien hjalp mig. Jeg var ret åben overfor mine behandlere og pludselig skulle jeg ikke gå i gruppen mere.
Jeg fik nogle ene-samtaler med psykiater og psykolog 2 gange om ugen. Jeps, så tæt skulle jeg følges, for det viste sig at jeg var små-psykotisk.

Medicin, medicin, medicin

Nu skulle vi dæmpe det psykotiske, så jeg kom lynhurtigt på noget medicin. Medicinen begyndte at påvirke mit arbejdsliv og det var jeg bestemt ikke glad for. Men noget skulle der til.

De fortalte mig at jeg formenligt havde skizofreni og at jeg var psykotisk. HVA?! Hvad fanden vil det sige?

Endnu et skift

Grundet det pludselige diagnose-skift, kunne centeret for PTSD ikke længere hjælpe mig. De sørgede for at jeg var vel-medicineret og havde to samtaler ugentligt, indtil jeg blev kaldt ind til OPUS – center for skizofreni.

Gud hvor havde jeg det svært ved at forholde mig til den nye diagnose. Det var som om de bare smed et ord efter mig og så skulle det være min identitet. Selvfølgelig ved jeg at man ikke er sin diagnose, men det var nu sådan jeg havde det.

Jeg følte mig som en kaste-bold. Smidt fra det ene center til det andet. Smidt fra den ene behandler til den næste. Hvorfor var der ikke nogen der kunne tage hånd om mig? Hvorfor var der ikke nogen der kunne fortælle mig hvorfor jeg var som jeg var og hvorfor jeg havde skizofreni.

OPUS – center for skizofreni

Den indledende samtale i OPUS var meget vanskelig. Jeg kunne slet ikke se, at jeg havde skizofreni, så hvorfor skulle jeg komme der?
Jeg var meget paranoid og troede de ville gøre mere skade på mig end gavn. Jeg kunne slet ikke se mig selv med skizofreni. Jeg havde vel fordomme om denne lidelse inden jeg selv fik stillet diagnosen. Man har jo fulgt med i nyhederne og set adskillelige film om mennesker med skizofreni (It wasn’t me – it was Patricia).

Jeg mødte min psykolog og hun virkede meget sød. Hun var rolig, imødekommende og venlig. Alt det jeg savnede i barndommen sjovt nok.
Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle starte op i OPUS, for som jeg har nævnt, ville jeg ikke erkende at jeg havde diagnosen skizofreni. Jeg havde så svært ved at være i det.

Min udredning

Nu går jeg i behandling én gang om ugen og jeg tror virkelig det hjælper. Jeg oplever færre psykoser, færre stemmer, mere kontrol over min meget kropslige reaktion på noget ubehageligt. Jeg kan stoppe et angstanfald inden det kommer ud som besvimelse eller andre ubehagelige reaktioner.

Jeg er vel-medicineret og kan derfor fungere som mor, kæreste og sygeplejerske. Jeg får snakket om de svære ting, men det bliver taget i mit tempo.
Så selvom jeg ikke synes vi er nået særlig langt, som fx at finde ud af årsagen til min skizofreni, så gør vi nogle små og fine fremskridt.

Så selvom det var en lang vej der tog et år, så er jeg meget glad for hvor jeg er lige nu. Jeg frygter helt når jeg er færdig i OPUS om 1,5 år. Hvad skal der så ske med mig?

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster billeder fra min hverdag og laver skide sjove stories.

2 Replies to “Hvad satte gang i min udredning?”

  1. Så sejt og flot skrevet. Jeg har ingen diagnoser eller noget. Ganske almindelig kedelig😉. Men jeg elsker bare at følge din insta, genial humor og fantastisk moder kærlighed synes jeg du har. Keep up the good work. Og et klap lige i måsen til dig 🙋

  2. Du er super cool guuurlll🤗

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.