Min medicin: Zypadhera (antipsykotika)

Zypadhera

Jeg har brugt et stykke tid, på at affinde mig med, at jeg rent faktisk har brug for medicin til at kunne fungere i hverdagen. Jeg er startet med piller og får nu depot – altså en sprøjte lige i ballen do’.

Olanzapin: pillerne

Jeg startede på denne pille. Jeg startede på denne i mild dosis, fordi jeg stadig ammede. Jeg startede på 2,5 mg, derefter 5 mg og til sidst 10 mg. Hver dag var en kamp. Hver dag skulle Tue overbevise mig om, at pillerne rent faktisk hjalp og at jeg selvfølgelig skulle tage dem. Jeg græd indvendigt. Jeg havde en fucking kamp, HVER AFTEN.
Mine stemmer prøvede at overbevise mig om, at pillerne gjorde mig mere dårlig end rask. At pillerne var der få at slå dele af mig ihjel. At pillerne ville gøre meget skade på mig.

Det var slet ikke sjovt.

Det var især svært, da jeg gik fra 1 til 2 tabletter dagligt. Og nogle dage tog jeg dem slet ikke. Så kunne jeg pludseligt mærke angsten, stemmerne blev højere og jeg blev meget mere urolig i kroppen. Tue sagde flere gange dagligt “stop med at trippe sådan,” men jeg kunne ikke stoppe. For det var ikke mig der trippede. Jeg vidste ikke at jeg trippede så meget, før Tue faktisk sagde det.
Men det er måske også sådan det er med folk der bider negle? De lægger ikke mærke til det, hænderne ryger bare op til munden.

Bivirkningerne hos mig var vægtøgning, træthed og manglende følelser. Altså når man som jeg, føler meget ekstremt, kan det lige pludseligt være svært at verden ikke bare er sort/hvid. Sådan tænkte jeg i hvert fald. Enten så elsker man, eller også så hader man. Der var ingen gylden mellemvej. Ingen gråzoner.

På grund af den daglige, indre kamp, måtte jeg erkende at jeg blev nødt til at skifte præparat. Også fordi jeg stadig oplevede psykoser. Pillerne gjorde altså ikke sit arbejde godt nok.

Næste skridt: sprøjte (depot-medicin).

Zypadhera: sprøjten

Grundet vedvarende psykoser, måtte jeg skifte til et andet præparat. Også fordi jeg havde den daglige, indre kamp med at få taget de fucking piller.

Sprøjten med Zypadhera indeholder det aktive stof Olanzapin, som jeg startede ud med at få i pille-form. Dette fik/får jeg, fordi jeg stadig ammede (det gør jeg ikke mere). Nu er spørgsmålet så, om jeg skal blive ved med lige netop dette præparat, eller om jeg skal skifte til et andet.

De første par gange, inden jeg skulle have sprøjten var fucking svære. Jeg gik totalt i panik da jeg kom derind og angsten væltede over mig.
Vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, kvalme var tegn på at jeg var i et angstanfald. Jeg blev ved med at sige: “De kvæler mig. De kvæler mig indefra!” Men det var angsten. Det var frygten for at de fjernede mine stemmer. At sprøjten ville fjerne en del af mig, der altid har været der. For jeg har også en god stemme, en støtte, en opmuntrende stemme der passer på mig. Hende ville sprøjten jo også fjerne.

Jeg var så nervøs. Ville de fjerne alt hvad der var unikt ved mig?
Det spørgsmål stiller jeg stadig mig selv. Er jeg stadig unik? Er jeg stadig mig – Viktoría? Åh, så mange filosofiske spørgsmål hende skizo’en tænker.

Nu er det ikke længere så svært for mig. Jeg ved at sprøjten bare skal overstås, og at jeg så vil slippe for mange af mine tilbagevendende psykoser og tvangstanker. Jeg VED at den hjælper – tror jeg. Måske? Burde jeg stoppe med at få sprøjten? Kan jeg klare mig uden?

NEJ VIKTORIA – du skal blive ved med at få den skide sprøjte..
Se nu gjorde jeg det igen. Gav mig selv tvivl på medicinen. Tvivl om hvorvidt sprøjten hjælper.
Godt jeg skriver det her ned, så jeg kan se hvor meget mine tanker svinger.

Det værste ved sprøjten:

….. er at jeg skal sidde ude i OPUS i tre timer efter jeg har fået den. Jeg skal bare sidde og kukke-lure, indtil der er gået tre timer og der ikke ses symptomer på blodforgiftning. Sikke noget værre bøvl, hva’?

Man skal i øvrigt ikke lige gå ind og læse om de sjældne bivirkninger, som er PLUDSELIG FUCKING DØD.
Jeps, det er en sjælden bivirkning ved dette præparat, og det huer mig slet ikke.
Bivirkningerne som træthed, døsighed osv. har jeg kunnet rette op på ved hjælp af kaffe. Jeg lærte at drikke kaffe, da jeg begyndte på medicin, for jeg kunne simpelthen ikke holde mig vågen.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster billeder fra min hverdag og laver skide sjove stories.

2 Replies to “Min medicin: Zypadhera (antipsykotika)”

  1. Det er så sejt, modigt og lærerigt, at du deler så åbent. Keep on fighting! 🙂

  2. […] forlængelse med mit indlæg om medicinen, hvor jeg hurtigt fortæller om angst, har jeg besluttet mig for at uddybe i dette […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.