Hvor var de voksne?

Skizofreni

Siden sidste år, hvor jeg startede denne blog, er jeg adskillige gange blevet spurgt det samme spørgsmål:

“Hvor var de voksne?”

Hvor var de voksne?

Det er simpelthen så svært at sige. For alle de voksne, der var i mit liv som barn og ung, gjorde virkelig hvad de kunne. Det synes jeg i hvert fald nu.

Da jeg startede i behandling for PTSD, var jeg rigtig vred. Vred på mine mostre, vred på min far, vred på systemet og generelt vred på de voksne.
Var der ingen der så den store mistrivsel?
Hvorfor lod de det ske?
Hvorfor var der ingen der gjorde noget?

De gjorde hvad de kunne og de gjorde det bedste for at holde alle gode. I ved, holde min mor god. En kvinde de fleste er bange for. Ikke fordi hun vil slå dem ihjel og lignende, men fordi hun som regel slår under bæltestedet – med ord, haha – og er ekstremt manipulerende.

Hvad gjorde de voksne?

Jamen de voksne gjorde da hvad de kunne. Jeg boede hos stort set alle på skift, for jeg blev smidt ud hjemmefra så mange gange at jeg på et tidspunkt stoppede med at tælle.

  • Jeg har tilbragt rigtig mange weekender hos min barndomsveninde Vordís og hendes familie.
hvor var de voksne
Vordís og jeg <3 Vi elskede at klæde os og vores søstre ud!
  • Jeg flyttede til Island i 9. klasse, hvor jeg efter nogle måneder blev hentet hjem igen af min mor. Inden jeg begynder at få vrede beskeder fra hende eller hendes nærmeste vil jeg gerne selv fortælle hvorfor jeg blev hentet tilbage til DK;

Hun (min mor) mente jeg havde et uhensigtsmæssigt og ukontrolleret forbrug af cannabis. Jovist – jeg røg hash, ja – jeg var ikke den nemmeste teenager. Jeg kan godt forstå hun var bekymret, men hvorfor måtte jeg ikke have lov til at være rebelsk? Jeg boede trods alt hos min far, hvorfor kunne hun ikke stole på at han ville håndtere situationen, hvis det nogensinde endte ud i decideret misbrug?
Nå, jeg blev hentet hjem til DK igen, mod min vilje.

Jeg havde det absolut elendigt med at flytte tilbage.

  • Jeg boede hos min ene moster den efterfølgende sommer, efter mit første selvmordsforsøg. Min mor havde passende givet min moster hjemme-tests. I ved, dem dér man bruger til at teste på folk for at se om de er på stoffer. Min moster brugte aldrig så meget som én eneste test og var virkelig ked af, at jeg havde set at hun havde dem i skabet. Hun følte at hun havde brudt min tillid og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke blev ked af det.
    Jeg blev meget ked af det.
  • Jeg har boet hos min anden moster i nogle uger hist og her.
  • Jeg blev nødsaget til at flytte til Island og bo hos min mormor og morfar da jeg var 19, da jeg hverken havde arbejde og var ikke længere velkommen til at bo hos min stedfar og lillesøster.
    Jeg blev bedt om at flytte, efter en uenighed mellem mig og min dengang 17-årige lillesøster.
  • I de to uger det tog for mig at få en billet til Island, hvor jeg teknisk set var hjemløs, boede jeg hos Vordís igen. Hendes familie har ALTID haft plads til mig. Det har mine mostre også <3
  • Jeg har faktisk også boet hos min stedfars storebror og hans familie i en periode.
  • Da jeg havde min gymnasie-kæreste, tilbragte jeg også det meste af min tid hos ham. Hans familie var så søde ved mig. Virkelig søde og sådan et hjemmeliv, som de havde, håber jeg at Jónathan kan få hos mig og Tue.

Jeg prøver at slippe bitterheden

Jeg kan godt fange mig selv i at være bitter. Bitter over at der var ingen der sendte mig videre i systemet efter ikke bare ét, men to selvmordsforsøg der resulterede i indlæggelse.

Jeg tiggede og bad om at få lov til at komme på efterskole, men det er for dyrt og det har jeg fuld forståelse for.
Jeg ville på bosted, men det var jo kun for sådan nogle unger der ikke havde stabile hjemme-forhold, sagde hun.
Jeg flyttede til Island, to gange.

Sidste udvej; selvmord. Det var min sidste udvej.

“Hvorfor gør du det her imod mig?”

Undskyld mamma. Jeg ville ikke slå mig selv ihjel for at gøre dig ked af det, men for at jeg selv kan stoppe med at være lige netop dét. For at jeg kan slippe væk. For at jeg kan være i fred.

Hvor var de voksne?

De var der. På deres egen måde og med de ressourcer de nu engang havde. Ingen anede jo noget om noget. Jeg havde altid en sofa hos nogen. Om jeg så var 6 år eller 19.

Jeg er ikke bitter længere og jeg kan godt se at det selvfølgelig aldrig skal pålægges andre at redde mig ud af mit lort.

Nu er jeg selv voksen og kan tage stilling til egne handlinger, mål og ønsker.
Jeg kan godt lide at være voksen, for nu er det mig der bestemmer.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster nye indlæg og laver skide sjove stories.

3 Replies to “Hvor var de voksne?”

  1. Sødeste Victoria ❤️Sikke en vej du har været på og i den grad er på endnu 🙏du er så sej og modig trods alt du har med i din rygsæk.. sender dig masse af kram og kærlige tanker og alt det bedste ❤️❤️❤️

  2. […] kan læse indlægget lige her, hvis i altså ikke fik det læst da det blev udgivet. Det er åbenbart det indlæg der fik hendes […]

  3. […] og oprigtighed. Intet på hendes blog er forceret eller skabt for at please andre. I sit indlæg Hvor var de voksne? fortæller hun om en barndom, hvor hun ikke blev sendt videre i systemet efter ikke bare ét, men […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.