Følelsen af at være ubetydelig

Om bloggen

Jeg ved godt jeg ikke er ubetydelig. Men det kan godt føles sådan, når tyrranen fra barndommen begynder at spøge.

Ikke ubetydelig

Jeg er ikke ubetydelig.
Jeg har så mange mennesker omkring mig der mener jeg er noget værd. Jeg har mennesker omkring mig, der elsker mig for den jeg er. Og vigtigst af alt; jeg elsker den jeg er (dog kan jeg også godt hade mig selv, som en hvilken anden kan hade sig selv).

Det er ikke fordi jeg er på grænsen til at tage mit eget liv. Men når jeg får sådanne nedladende kommentarer, fra min mor som jeg havde håbet jeg aldrig skulle høre fra igen, bliver jeg så rystet. Sidste indlæg blev skrevet i vrede. Jeg gik totalt i selvforsvar og måtte komme ud med mine aggressioner.

Jeg blev nødt til at sige fra. Og det er fandme på tide jeg gør det!

Ingen følelser, pånær taknemmelighed, er velkomne

Sådan har jeg haft det stort set hele mit liv. Det mindste tegn på utilfredshed i mit hjem, var ilde set. Medmindre det var den voksne kvinde i huset der var utilfreds.
Kender vi ikke alle typen, hvor man skal gå på æggeskaller omkring vedkommende? Jo, og som regel er det vores mor der ikke kan tåle at andre har følelser.

Jeg prøvede i sin tid at konfrontere hende med en episode, hvor hun blev hidsig og påstod at jeg løj. At jeg fandt på det hele for at sætte hende i dårligt lys. At den jul jeg oplevede som den værste jul i mit liv, ikke var sket.
At jeg ikke havde stået foran 2 voksne og 1 teenager og blev svinet til. Hvis jeg prøvede at gå fra situationen, så blev jeg kaldt kujon. At jeg ikke kunne finde ud af kritik. Det var bare ikke kritik. Det var decideret mobning.
Jeg kunne lige gå ud og tage en smøg og så komme ind og møde deres mundbræk igen.

Men det er jo aldrig sket. Jeg finder jo på ting fordi jeg så godt kan lide at være offer.

“Du har altid været bange for hende”

Flere veninder fra barndommen fortalte mig det.
Jeg spurgte: “Hvordan har i oplevet mit forhold til min mor?” Og der har ikke været ventetid. De har alle svaret: “Jeg kan tydeligt huske, hvor bange du var for din mor.” 

Mine barndomsveninder fra dengang, har også oplevet at jeg har tilbragt meget tid hos dem. Ligesom jeg beskriver i “Hvor var de voksne?” 

Det er svært for mig at sige. For jeg kan heldigvis kun huske brudstykker fra den virkelig slemme tid. Fra den tid min mor havde det skidt, hvor jeg også skulle have det dårligt. Jeg måtte bare ikke tale om det, så jeg begyndte at skære i mig selv. Bare det at sidde med et barberblad og presse det ned mod de store årer i underarmen, gav mig ekstremt meget ro. Adrenalinen tonsede af sted. Jeg fik ro.

Følelsen af at være ubetydelig

Sådan har jeg altid haft det, når det kom til den del af familien. Den del der tog på ferie uden mig, den del der altid kunne finde noget forkert ved mig. Den del der nød at se mig lide (sådan føltes det i hvert fald). Den del af familien der stadig mener, at alt hvad der er sket mig, er min egen skyld.

Det er ALDRIG barnets skyld.

Det er den del af familien der ikke tager ansvar og undskylder. Dem der stadig ikke kan se ud over egen næsetip. Den del der har trigget en skizofreni i mig, allerede da jeg var helt lille og i dag har udviklet PTSD.
Jeg kan stadig ikke tale om min fortid, end ikke til min psykolog. Vi prøvede til vores sidste møde, at berøre nogle af de emner der hjemsøger mig. Jeg kunne bare ikke.

Jeg kan ikke tale om det, fordi jeg skammer mig. Fordi jeg stadig føler at det var min egen skyld at jeg blev behandlet så skidt. At det er min egen skyld, det hele. Jeg skulle aldrig have været født og det har jeg også undskyldt for mange, mange, mange gange.

Kæmpe knus, klem og klap i måsen
// VIKTORIAGUDRUN

I kan følge med på facebook og instagram, hvor jeg poster nye indlæg og laver skide sjove stories.

6 Replies to “Følelsen af at være ubetydelig”

  1. Efter at have læst det her og andre indlæg i relation til dette, vil jeg bare sige til dig, at jeg ville ønske, at jeg havde haft den samme viden nu, som dengang vi voksede op sammen.
    Jeg ville ønske, jeg havde hjulpet dig ud af den store mistrivsel, du har været i dengang.
    Du er så sej og modig, at du åbner op for det og siger fra. Bedre sent end aldrig.
    Kærlig hilsen en gammel veninde.

  2. Efter at have læst det her og andre indlæg i relation til dette på din blog, vil jeg bare sige, at jeg ville ønske, at jeg havde haft den samme viden nu, som dengang vi voksede op sammen.
    Jeg ville ønske, jeg havde hjulpet dig ud af den store mistrivsel, du har været i dengang.
    Du er så sej og modig, at du åbner op og siger fra.
    Kærlig hilsen en gammel veninde

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Jeg ville ønske jeg havde vidst at min opvækst ikke var normal.
      Det er aldrig andre børns ansvar at opsnappe mistrivsel hos deres venner – det håber jeg du ved <3
      I gjorde så meget godt, ved at lade mig være hjemme hos jer så meget som jeg nu var.
      Kan du huske den dreng i havde til aflastning? Efter at have hørt om det, spurgte jeg faktisk min mor om ikke jeg måtte komme på aflastning hos jer <3

      1. Det kan jeg godt forstå.
        Nej, det har du selvfølgelig ret i.
        Det er jeg virkelig glad for at høre <3
        Åh, det ville jeg have været så hyggeligt, hvis dit ønske var blevet opfyldt <3

  3. Hejsa ☺️ Tak for at dele…

    Må jeg spørge om noget ? Læser din mor med ? Jeg vil også gerne skrive om min opvækst men tør ik da jeg er bange for at min mor blir ked af det… Ja altid været min opgave at holde hende glad, så sidder i mit DNA… Men har på fornemmelse den vil hjælpe at skrive…

    Hvordan forholder du dig til at hun måske læser med og har det været svært for dig at begynde og skrive om det ?

    Knus Sarah

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Jeg tror jeg besvarer dit spørgsmål i et indlæg <3
      Det ender med at blive såsåså langt, haha. Der er nemlig så mange overvejelser indeover, når man begynder at rode med en fortid, hvor familie er involveret.

      Kæmpe knus tilbage <3

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.